Kun én mand ved, hvad der præcist foregår inde i hovedet på Vladimir Putin. Og hvorfor han handler, som han gør.

Og det er naturligvis den russiske præsident selv.

Én ting synes der dog at være enighed om blandt eksperter og internationale iagttagere:

Nemlig, at Ruslands leder ikke havde regnet med, at invasionen af Ukraine skulle trække sådan ud, som det er tilfældet.

Putin havde næppe regnet med, at krigen i Ukraine skulle trække sådan ud. (Arkivfoto)
Putin havde næppe regnet med, at krigen i Ukraine skulle trække sådan ud. (Arkivfoto) Foto: Mikhail Tereshchenko
Vis mere

Og – ikke mindst – at han har begået flere alvorlige fejl både før og under angrebet på nabolandet.

Den norske avis Dagbladet har talt med flere eksperter, som mener, at Putin har begået flere »meget alvorlige fejl« i invasionens indledende fase.

Det er ikke mindst de fejl, der er skyld i, at der tegner til at blive en langvarig udmattelseskrig, mener de.

Avisen nævner blandt andet:

  • Putin troede, at ukrainerne ville tage imod de russiske styrker med åbne arme og betragte dem som befriere. Derfor forventede han også, at »specialoperationen« ville være hurtigt overstået. Det viste sig hurtigt, at det ikke lige var den reaktion, invasionen affødte hos ukrainerne.
  • Præsidenten forventede et splittet Vesten, og at vestens ledere ville være længe om at blive enige om at indføre sanktioner. Det viste sig som bekendt ikke at være tilfældet.
  • Det ukrainske militær viste sig at være langt mere kompetent, end Putin forventede på forhånd. På den anden side har han tilsyneladende overvurderet sine egne styrkers kompetence.

»Den første og mest overraskende fejl er den helt fejlagtige opfattelse af, hvad Ukraine er,« siger forhenværende generalløjtnant Arne Bård Dalhaug til Dagbladet.

»Det har ført til denne overraskende situation, som vi har i dag, hvor russiske styrker har trukket sig ud af Kyiv-området og har forstærket tilstedeværelsen i Donbas, men alligevel har problemer med at få fremgang,« tilføjer han.

Også oberstløjtnant Geir Hågen Karlsen fra den norske forsvarshøjskole peger på, at den russiske præsident må være blevet overrasket over Vestens hurtige og meget samlede respons.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: ALEXANDR DEMYANCHUK
Vis mere

Andrej Kozyrev, som var russisk udenrigsminister under Boris Jeltsin i 90'erne, har også tidligere talt om Putins fejlvurderinger i forbindelse med krigen.

Han har blandt andet peget på, at Putin gennem de seneste 20 år ikke har set Ukraine som en selvstændig nation, og at han måske derfor har troet på sin egen propaganda om, at Ukraine styres af nazister.

Dertil kommer – understregede Kozyrev – at en stor del af de penge, der var sat af til at modernisere militæret, var blevet stjålet og brugt på vestlig luksus som eksempelvis kæmpemæssige lystyachter. Forhold, som embedsmænd af frygt for repressalier undlod at fortæller Putin om.

»At han fejlvurderede alt det, betyder ikke, at han er gal, men at det er forkert og umoralsk,« har Kozyrev tidligere skrevet på Twitter.