En professionel undertøjsmodel viser i en række billeder, hvordan modelbilleder langt fra repræsenterer virkeligheden.

Blogger og undertøjsmodel Megan Jayn Crabbe sætter i en række billeder fokus på, hvordan professionelle modelbilleder ikke viser hele sandheden. Det skriver The Independent.

Crabb er en aktivist, der kæmper for at fremme positive kropsidealer, og hun viser på sin blog skønheden ved alle kropstyper, store og små.

Crabbe, der havde anoreksi som barn, deltog i en kampagne for undertøjsforretningen Curvy Kate, hvor hun fik taget en række professionelle modelbilleder.

Da hun efterfølgende kom hjem, fjernede hun sin make-up, og delte et par billeder, hvor hun var iført det samme undertøj, men uden den professionelle lysopsætning og de klassiske modelposeringer.

- Billedet til venstre er iscenesat ad helvede til. Jeg fik at vide, hvad jeg skulle gøre med mine ben, hvilken vinkel mine arme skulle være i, hvilken retning, jeg skulle vippe mine hofter og endda, hvordan jeg skulle holde mine fingre, skriver Crabbe på til opslaget på Instagram

- Mine øjne løb i vand fra de falske øjenvipper, og mit hår kommer nok aldrig til at se sådan ud igen. DET ER DE HER SLAGS BILLEDER, VI SAMMENLIGNER OS SELV MED HVER DAG, fortsætter Crabbe.

Det var undertøjsfirmaet Curvy Kate, der selv bad om Crabbe om at gå hjem og tage billederne om - uden make-up, lys og iscenesatte poseringer.

- Det viste behovet for at vise, hvad professionelle billeder i virkeligheden er - kunstigt fremstillede øjeblikke. De er små øjeblikke, der ikke er en ærlig repræsentation af, hvor formbare og foranderlige vores liv og kroppe er, skriver Curvy Kate på deres hjemmeside.