361.000.

Så mange anmeldelser om mistænkt onlinekriminalitet målrettet børn, var der, ifølge The Internet Watch Foundation, i Storbritannien i 2021.

Et tal, der aldrig er set højere i de mere end 25 år, gruppen har sporet og efterforsket seksuelt misbrug af børn på internettet. Endda mere, end de sammenlagt beskæftigede sig med de første 15 år af deres eksistens, da de fra 1996 til 2011 vurderede 335.558 anmeldelser i alt.

Ifølge rapporten fra The Internet Watch kan det rekordhøje antal anmeldelser skyldes, at flere børn – på grund af lockdowns – har været mere på nettet end hidtil.

Af de 361.000 anmeldelser, greb organisationen ind mod hele 252.000 bekræftede tilfælde, der blandt andet indeholdt både billeder og videoer af børn, der blev udsat for seksuelt misbrug.

Ifølge The Internet Watch er materialet ofte lavet ved hjælp af webcams i et barns soveværelse, hvorefter det bliver delt online.

Spørger man, Susie Hargreaves, der er administrerende direktør i gruppen, er det afgørende for forældre at modtage mere hjælp for at sætte dem i stand til hurtigere at opdage og forstå farer online – og i sidste ende beskytte deres børn.

»Børn bliver målrettet opsøgt, groomet og misbrugt af kriminelle i industriel skala. Så ofte sker dette seksuelle misbrug i børns soveværelser i familiehjem, hvor forældre er fuldstændigt uvidende om, hvad der bliver gjort mod deres børn af fremmede med en internetforbindelse,« forklarer hun og tilføjer:

»En god samtale mellem barn og forældre kan gøre hele forskellen.«

Susie Hargreaves mener, det er altafgørende, at børnene får forståelse og selvtillid nok til at være i stand til at råbe op, når og hvis de bliver præsenteret for upassende adfærd på nettet.