Tidligere på året åbnede den svenske møbelgigant IKEA et nyt varehus i Burbank uden for Los Angeles.

Det er kædens største varehus i USA, men det er ikke kun størrelsen på butikken, der får kunderne til at hæve øjenbrynene.

Uden for butikken er der nemlig rejst en statue, der har høstet en del opmærksomhed for sin specielle form, skriver den lokale tv-station ABC 7.

'Fra en vinkel ser skuplturen ud om en bowlingkegle, der er bøjet på toppen, en blomstervase eller en squash. Men fra en anden vinkel er der nogen, der mener, at den har en mere anatomisk udformning', som tv-stationen så fint formulerer det.

Både naboerne og Twitter-brugerne har lagt mærke til det særprægede kunstværk.

»Jeg er misundelig. Det må jeg sige,« siger Orlando Suess til ABC 7, mens en Twitter-bruger spørger 'hvad fanden den statue laver der'.

En anden bruger konstaterer tørt på det sociale medie, at det 'nu giver helt ny mening at sige, at man rejser en statue'. mens en tredje bemærker, at det ikke kun er varehuset, der er USAs største.

Ifølge ABC 7 er det IKEA; der står bag kunstværket, men møbelgiganten ønsker ikke at kommentere det yderligere. I den nærmeste fremtid vil der dog være en officiel afsløring af kunstværket, hedder det.