Ifølge den amerikanske tv-station CNN er ukrainske styrker trængt ind i den ukrainske by Lysychansk i Luhansk-regionen.

Oplysningerne er ikke blevet bekræftet af myndighederne. Alligevel kan det være med til at lægge et ekstra pres på russerne, lyder vurderingen fra Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

»Hvis det passer, er det meget vigtigt for den ukrainske offensiv, fordi det betyder, at man ikke bare længere holder stand mod russerne, men nu begynder at skubbe dem tilbage – og det kan være sensationelt,« siger han til B.T.

Ifølge flere medier og nyhedsbureauer har ukrainske styrker lørdag indtaget nøglebyerne Izyum og Kupjansk i det nordøstlige Ukraine.

Den ukrainske jernbaneby Kupjansk er nu under ukrainsk kontrol, oplyser en officer, der er en del af operationen, til CNN.
Den ukrainske jernbaneby Kupjansk er nu under ukrainsk kontrol, oplyser en officer, der er en del af operationen, til CNN. Foto: PRESS SERVICE OF THE STATE SECUR
Vis mere

Fremstødet mod Izyum, der i fem måneder har været besat af Rusland, sker som et led i den offensiv, som Ukraine har iværksat de seneste dage i Kharkiv. Samtidig bekræfter Rusland ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at det vil forlade byen.

Desuden er en række andre landsbyer i det nordlige Ukrainske igen kommet på ukrainske hænder. Og de mange kampe flere steder i Ukraine vidner om, at krigen har ramt et nyt niveau, forklarer Flemming Splidsboel Hansen.

»Tilbage i foråret skrev de russiske medier om, at Ruslands militære operationer i Ukraine gik efter planen. Nu er det helt anderledes, fordi det er tydeligt, at det går rigtig dårligt,« siger han og fortsætter:

»I det store billede betyder det, at krigen har nået et nyt niveau. Den ukrainske offensiv presser russerne til at indse, at de ikke kan holde stilling, og det er med til at skabe et holdningsskift i befolkningen.«

Du kan følge med i B.T.s livedækning af krigen i Ukraine her.