____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>UKRAINE: Under en »anti-terroraktion« i den nordlige del af regionen Donetsk i det østlige Ukraine har ukrainske styrker tirsdag tilbageerobret en militær flyveplads fra prorussiske separatister i byen Kramatorsk. Det oplyser myndighederne ifølge Reuters.

Specialstyrker fra den ukrainske hær blev fløjet ind med helikoptere, og lokale journalister rapporterer, at der blev udvekslet skud ved flyvepladsen, samt at et kampfly fløj lavt over området.

Forinden havde Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjinov, oplyst, at »anti-terroraktionen« vil blive gennemført »trin for trin på en forsvarlig måde«. Ifølge Reuters er en lignende aktion tirsdag aften i gang mod de prorussiske separatister i byen Slavjansk omkring 20 kilometer fra Kramatorsk.

Prorussiske separatister har i løbet af de seneste dage belejret offentlige bygninger i cirka ti byer i Ukraines østlige provinser, mens tusindvis af russiske styrker angiveligt står klar til kamp langs grænsen.

I en erklæring oplyser Det Hvide Hus, at USA mener, at Ukraines aktion mod separatisterne er berettiget.

»Den ukrainske regering har ansvaret for at opretholde lov og orden, og provokationerne (fra Rusland, red.) i det østlige Ukraine skaber en situation, som regeringen er nødt til at reagere på,« siger talsmand for Det Hvide Hus Jay Carney ifølge Reuters.

Han tilføjer, at USA »seriøst overvejer« nye sanktioner mod Rusland.

Samtidig opfordrer præsident Vladimir Putin FN og det internationale samfund til at fordømme de ukrainske myndigheders magtanvendelse i det østlige Ukraine. Det sagde den russiske præsident i en telefonsamtale med FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, tirsdag aften.

»Putin understregede, at Rusland forventer en klar fordømmelse fra FN og det internationale samfund,« lød det efterfølgende i en erklæring fra Kreml ifølge Reuters.

Ifølge BBC skriver flere russiske nyhedsbureauer, at der er forlydender om omkomne efter aktionen i Kramatorsk, men dette er endnu ikke officielt bekræftet.

»De rapporter, vi har fået, giver anledning til dyb bekymring. Efter alt at dømme er begivenhederne ved at udvikle sig til det værst tænkelige scenarium,« siger Konstantin Dolgov, der er det russiske udenrigsministeriums kommissær for menneskerettigheder, til nyhedsbureauet RIA ifølge Reuters.

Barack Obama og Vladimir Putin har ifølge BBC drøftet krisen over telefonen tirsdag. Her har Obama opfordret Putin til at bruge sin indflydelse over for separatisterne i Donetsk for at få dem til at trække sig tilbage. Putin nægter dog, at Rusland har blandet sig i krisen.

Krisen i Ukraine eksploderede tidligere på året, da den daværende præsident, Viktor Janukovitj, blev væltet efter længere tids protester mod ham. Efterfølgende trængte russiske soldater ind på den ukrainske Krimhalvø, som siden blev annekteret af Rusland.

Uroen i Ukraine er taget til i løbet af den seneste halvanden uge, hvor prorussiske separatister har krævet flere dele af det østlige Ukraine løsrevet og tilsluttet Rusland.

Opdateret: Der er ingen omkomne ved operationen, oplyser den ukrainske regering.