Videoerne er slående. De er sigende. Og der er mange af dem.

De er egentlig delt i to kategorier.

Ukrainske soldater, der modtages som helte af personer i de tidligere besatte områder og billeder af russiske soldater, der flygter over hals og hoved.

Til fælles har de mange videoer én ting.

Den umiddelbart massive ukrainske fremrykning i den østlige del af landet.

På få dage har den ukrainske hær generobret store landområder øst og syd for storbyen Kharkiv.

Således skal de ukrainske tropper være nået helt frem til Kupiansk og Oskil-floden.

Netop Kupiansk er strategisk vigtig, da den fungerer som jernbaneknudepunkt i det nordøstlige Ukraine.

Men Ukraine stopper umiddelbart ikke her.

I deres modoffensiv i øst har de også bevæget sig mod syd i retning mod den strategisk vigtige by Izyum.

Og netop Izyum er der lørdag meldinger om, at ukrainske tropper enten er tæt på at genindtage eller har indtaget – alt afhængigt af, hvilke informationer på sociale medier, man tror på.

I det hele taget har den ukrainske offensiv i Østukraine været en stor overraskelse for mange.

Eksperter over en bred kam er overraskede over, hvor hurtigt den ukrainske hær har formået at rykke frem.

En af de mulige forklaringer kan være, at Rusland har rykket mange tropper mod syd for at besvare den ukrainske modoffensiv omkring Kherson.

Ser man billeder, som ukrainske tropper løbende offentliggør, så bliver de mødt af de lokale som helte.

Kram, tårer, faste håndtryk og generel stor glæde er blandt de ting, de mødes af.

Samtidig kan man finde videoer, der viser russiske tropper i hastig tilbagetrækning.

Gennemgår man russiske Telegram-kanaler kan man også finde umiddelbar frustration over situationen i det østlige Ukraine.

Ikke mindst den russiske forsvarsminister Sergej Sjojgu får en hård medfart flere steder.

Endnu er den ukrainske mulige generobring af Izyum ikke offentligt meldt ud fra officiel hånd