En højtstående præst fra den ukrainsk-ortodokse kirke er idømt 60 dages husarrest og skal bære fodlænke.

En højtstående gejstlig fra den ukrainsk-ortodokse kirke er blevet idømt 60 dages husarrest lørdag.

Det oplyser den ukrainsk-ortodokse kirke ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Præsten, som er et ledende medlem af kirkens afdeling i Ukraines hovedstad, Kyiv, er beskyldt for at glorificere de russiske styrker, der har invaderet Ukraine, og for at skabe religiøs splittelse.

Ukraine slår i øjeblikket ned på den ukrainsk-ortodokse kirke på grund af beskyldninger om, at den er prorussisk og samarbejder med den russiske regering. De beskyldninger afviser kirken.

I en udtalelse siger kirken, at præsten er blevet beordret til at bære fodlænke.

- Jeg har ikke gjort noget. Jeg mener, at dette er en politisk ordre, siger præsten efter afgørelsen.

Anklagerne siger, at dommen om husarrest og fodlænke er givet ud fra et forsigtighedsprincip, og at sagen mod præsten kommer til at fortsætte.

Inden afgørelsen blev præsten afhørt af den ukrainske efterretningstjeneste SBU.

Der er ifølge Reuters rejst straffesager mod 61 gejstlige fra den ukrainsk-ortodokse kirke siden starten af 2022. Syv er indtil videre blevet fundet skyldige.

Kirken er blandt andet beskyldt for at bevare sine bånd til den russisk-ortodokse kirke, der engang var dens moderkirke. Den ukrainsk-ortodokse kirke siger, at den brød båndene til den russiske modpart i maj sidste år.

Efter afgørelsen mod præsten var der demonstrationer foran et kloster i Kyiv, skriver nyhedsbureauet AFP.

Dusinvis af kirkens støtter, herunder gejstlige, var til stede. De viftede med religiøse symboler og bad foran klosteret. Der var også en lille gruppe af moddemonstranter.

Ifølge Reuters er den ukrainsk-ortodokse kirke det næststørste trossamfund i Ukraine. De fleste ukrainsk-ortodokse troende hører til en anden gren af trosretningen, der blev dannet for fire år siden.

/ritzau/