400 mænd, kvinder og børn skal være blevet slået ihjel i en russisk massakre i Ukraine.

Det har en russisk soldat angiveligt fortalt sin bedstemor på en aflyttet telefonsamtale, skriver det ukrainske medie Kyiv Post.

Den uidentificerede soldat skal have beskrevet, hvordan hans enhed fik ordre på at overtage byen Kreminna ved at »slå alle ihjel, inklusive civile«.

»Bedstemor, jeg siger dig, vi har dræbt mindst 400 mennesker til aften,« sagde soldaten i telefonen ifølge Kyiv Post.

»Vi havde også folk med automatvåben, der begyndte at meje folk ned – børn, kvinder, mænd, lokale og ikke-lokale,« skulle han videre have tilstået overfor sin bedstemor.

Ifølge mediet er det den ukrainske efterretningstjeneste, der har opfanget og lækket opkaldet.

Det fremgår ikke, hvornår massakren skulle have fundet sted, men ifølge The Guardian blev Kreminna besat af russere i april 2022.

B.T. har ikke haft mulighed for at verificere oplysningerne fra det ukrainske medie.

Aflytning af russere, der ringer hjem fra frontlinjerne, har dog før været kilde til information om, hvad der foregår på den russiske side.

Nyhedsbureauet AP har tidligere berettet om tusindvis af aflyttede telefonopkald, hvor russere blandt andet fortæller deres familier om, hvordan de slår ihjel og plyndrer i Ukraine.

Russiske tropper er før blevet beskyldt for at have udført en massakre i den Ukrainske by Butja. Efterfølgende florerede der uhyggelige billeder af døde civile i gaderne, som B.T. har omtalt.