Han er chef for den militære efterretningstjeneste i Ukraine.

Generalen Kyrylo Budanov sidder dermed på en udsat post midt i en krig.

Og nu er hans kone så angiveligt blevet forgiftet.

Det skriver flere ukrainske medier. Blandt andet Babel

Kyrylo Budanov er chef for den militære efterretningstjeneste i Ukraine. Hans kone er angiveligt blevet udsat for forgiftning. 
Kyrylo Budanov er chef for den militære efterretningstjeneste i Ukraine. Hans kone er angiveligt blevet udsat for forgiftning.  Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mediets kilder i den militære efterretningstjeneste fortæller, at Marianna Budanov blev indlagt på sygehuset efter, at hendes helbred havde været svækket gennem længere tid.

»Behandlingsforløbet er nu ved at blive afsluttet, og så vil lægerne tjekke hende igen,« siger en af kilderne til Babel.

Marianna Budanov skulle angiveligt være blevet forgiftet med en form for tungmetaller.

»Disse stoffer anvendes ikke på nogen måde i dagligdagen eller i militære sammenhænge. Stoffernes tilstedeværelse kan tyde på et målrettet forsøg på at forgifte en bestemt person,« siger kilden.

Det er mest sandsynligt, at hun vil være blevet forgiftet via indtagelse af mad.

»Fordi hun er lille og spinkel, er hun hurtigere blevet ramt af forgiftningen. Siden er også flere ansatte blevet bekræftet forgiftet. De andre er større og vejer mere, så de har ikke mærket noget, men de er også under behandling nu,« siger kilden

Marinna Budanov er psykolog, og hun har siden 2021 arbejdet som rådgiver for Kyivs borgmester Vitalij Klitsjko. 

Ifølge Babel bliver forgiftningen efterforsket som et mordforsøg på efterretningens chef og hans kone.

Sidste år afværgede ukrainerne, ifølge myndighederne, et mordforsøg på Kyrylo Budanov.