Den 41-årige tv-stjerne og komiker Volodimir Zelenskij står til at vinde søndagens præsidentvalg i Ukraine.

Den ukrainske komiker Volodimir Zelenskij er blot en helt almindelig person, der er kommet for at gøre op med Ukraines politiske system.

Sådan lyder i hvert fald budskabet fra Zelenskij selv.

Han mødtes fredag ansigt til ansigt med Ukraines præsident, Petro Porosjenko, ved en stort anlagt valgduel på det olympiske stadion i Kijev.

Den 41-årige komiker har ikke nogen politisk erfaring. Alligevel står han i meningsmålinger til at vinde stort over den siddende præsident, når de to søndag dyster mod hinanden ved anden runde af Ukraines præsidentvalg.

- Jeg er ikke politiker. Jeg er bare en simpel person, der er kommet for at bryde det her system ned, siger Zelenskij.

- Jeg er resultatet af dine fejl og løfter, siger han henvendt til Porosjenko.

Det blev indledningsvist opfattet som en joke, da tv-stjernen Zelenskij meddelte, at han ville jagte præsidentposten.

Siden er han dog blevet en populær skikkelse og et symbol på folkets frustration over korruption og økonomiske problemer i Ukraine.

Zelenskij og Porosjenko indledte fredagens duel med at give hånd. Under debatten gik bølgerne dog flere gange højt.

Det var oftest med en charmerende Zelenskij i førersædet, mens Porosjenko flere gang måtte forsvare sig selv. Præsidenten noterede blandt andet, at Zelenskij ikke har den nødvendige rutine til at være præsident.

Samtidig mener Porosjenko, at den 41-årige tv-stjerne har for mange løfter.

- Vi har at gøre med en person, der er god til at pakke tingene smukt ind, så alle hører det, de gerne vil høre, siger Porosjenko.

Præsidenten mener i øvrigt ikke, at Zelenskij han bide skeer med den russiske præsident, Vladimir Putin, der udgør en trussel mod Ukraine.

- En skuespiller uden nogen erfaring overhovedet kan ikke føre an i en krig mod sådan en angribende part, lyder 53-årige Porosjenko.

Præsidentvalgets anden runde afholdes søndag.

I første valgrunde vandt Zelenskij 30 procent af stemmerne. Det var næsten dobbelt så mange stemmer som Porosjenko.

/ritzau/AFP