Både den ukrainske forsvarsminister og forsvarschef frygter, at russerne snart er klar til en storoffensiv.

Kødhakkeren.

Bare navnet er til at få kuldegysninger af. Især når den skånselsløse russiske taktik bliver nævnt, som det næste træk fra den russiske præsident Vladimir Putin.

Men det er ikke desto mindre, hvad den ukrainske forsvarsminister Oleksii Reznikov frygter, at russerne har i sinde at bruge som taktik til februar.

Det skriver The Guardian.

Russerne brugte især taktikken under Anden Verdenskrig, hvor de havde kolossale store tabstal til følge.

Nu er ukrainerne ret sikre på, at Vladimir Putin pønser på en ny storoffensiv i starten af det nye år.

Senest har de russiske styrker lidt store nederlag på slagmarken, hvor det er lykkedes ukrainerne at vinde store dele af deres land tilbage, efter russerne i starten af krigen stormede frem.

Ukrainerne frygter en russisk storoffensiv i starten af det nye år.
Ukrainerne frygter en russisk storoffensiv i starten af det nye år. Foto: SERGEY BOBOK
Vis mere

Ifølge Oleksii Reznikov er der to tegn på, at russerne snart er klar til at gå frem af igen ved fronterne.

Gennem de seneste måneder har det dagligt regnet ned med bomber i Ukraine, der har ramt vigtig ukrainsk infrastruktur i form af elstationer, varmeværker og vandværker.

Sammen med indkaldelsen af omkring 300.000 nye russiske soldater, tyder det ifølge Oleksii Reznikov og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj på, at russerne har gang i at samle kræfter til en ny offensiv.

Men hvornår den kommer, det er der lidt mere i tvivl om.

»De indkaldte soldater får minimum tre måneders træning. Det betyder, at de er klar til at starte en ny bølge af angreb formentlig til februar. Det er deres plan,« siger forsvarsministeren til The Guardian.

Andre højtstående ukrainske militærchefer mener, at det allerede kan ske til januar.

Oleksii Reznikov mener, at russerne vil fortsætte med at indkalde nye folk til hæren til den såkaldte kødhakker-taktik, hvor man kaster så mange soldater ind i kampen som muligt og håber på, at det vil overvælde den ukrainske hær.