Lyt til artiklen

Britisk forsvarsekspert siger, at vintervejr vil få indflydelse på krigen. Her er ukrainerne bedre udrustet.

Lederen af Ukraines statsdrevne energiselskab siger søndag, at der er tegn på, at de russiske styrker forbereder sig på at trække sig fra det meget store atomkraftværk Zaporizjzja, som de besatte i marts, skriver Reuters.

Spekulationen kommer, mens vinteren for alvor er ved at bide sig fast i Ukraine.

En militær ekspert siger til britiske Sky News, at vintervejret er til de ukrainske styrkers fordel, fordi de har bedre udstyr end russerne.

Petro Kotin, der er leder for det ukrainske Energoatom, håber på en snarlig russisk tilbagetrækning fra Zaporizjzja i det sydlige Ukraine. I de seneste uger er der faldet granater tæt på atomkraftværket, og det har udløst advarsler om en mulig atomkatastrofe.

»I de seneste uger har vi faktisk modtaget informationer, som viser tegn på, at de muligvis forbereder sig på at forlade værket.«

Han henviser til, at der er dukket historier op i russiske medier, om at det vil være en god idé at rømme atomkraftværket og overdrage kontrollen til FNs atomenergiagentur (IAEA).

»Man kan få det indtryk, at de er ved at pakke deres tasker og stjæle, hvad de kan,« siger han.

Men på ukrainsk tv vil han ikke sige, at Rusland er i gang med at trække sig.

»Det er for tidligt. Det ser vi ikke lige nu, men de er i gang med at forberede sig (på at trække sig tilbage, red.).«

IAEA havde tidligere på ugen et møde med en russisk delegation i den tyrkiske by Istanbul. De drøftede, om der kan oprettes en sikkerhedszone omkring atomkraftværket.

Den britiske forsvarsekspert Michael Clarke siger til Sky News, at vinteren er ved at sætte sig med 4-5 frostgrader. Det kan få betydning for, hvordan krigen vil udvikle sig. Her er de ukrainske styrker bedst udrustet til en vinterkrig.

»Nu hvor vejret rammer med kuldegrader, så vil det forstærke forskellen på kvaliteten mellem de russiske og ukrainske styrker.«

»Det er min overbevisning, at ukrainerne vil klare sig bedre end russerne, fordi de har bedre udrustning og er motiverede til at holde ud,« siger han.

/ritzau/