I løbet af foråret vil den ukrainske hær indlede en modoffensiv mod de russiske styrker.

Og nu præsenterer Ukraine så en plan for, hvordan de vil gennemføre modoffensiven.

Det sker i et interview med Vadym Skibitskyj, vicechef for Ukraines militære efterretningstjeneste, i det tyske medie Funke.

Efterretningschefen lægger ikke fingre imellem, når han fortæller, hvad målet er.

»Vi stopper først, når vi har fået vores land tilbage, som grænserne tegnede sig i 1991,« siger efterretningschefen med henvisning til de grænser, der blev fastlagt, efter Ukraine blev uafhængig af Sovjetunionen.

Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, er positiv over for selve planen, men har flere spørgsmål, når det kommer til udførelsen af den. Det siger han til B.T.

I interviewet fortæller Skibitskyj, at de håber at kunne presse russerne med et angreb i det sydlige Ukraine. Her er målet for ukrainerne at afskære russernes landvej til Krim ved at sætte et angreb ind i retning mod Det Azovske Hav.

»Vi prøver at drive en kile ind i den russiske front i syden – mellem Krim og det russiske fastland,« forklarer han i interviewet.

Peter Viggo Jakobsen udtaler, at det klart er en god strategi, som efterretningschefen præsenterer.

Men spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre at udføre planen.

»Det er ikke noget, man bare lige gør. Det er nemmere sagt end gjort,« siger han.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen er det også meget muligt, at fremlæggelsen af planen er et bevidst forsøg på vildledning.

»Når man stiller sig frem og råber sin plan fra hustagene, kan det godt tyde på, at man i virkeligheden har tænkt sig at gøre noget andet. Det har vi allerede set Ukraine gøre i krigen,« siger han.

Peter Viggo Jakobsen mener altså ikke, at man reelt kan bruge efterretningschefens udtalelser til ret meget, i forhold til at forudse hvad der kommer til at ske i fremtiden.

»Der er ikke andet at gøre end at vente og se, hvad der sker,« siger han.