Ukraines regering suspenderer landets justitsminister, Herman Halusjtjenko.
Det skriver landets premierminister, Julija Svyrydenko, på det sociale medie X.
Det sker ifølge Reuters midt under en efterforskning af korruption i energisektoren.
Svyrydenko oplyser dog i opslaget ingen årsag til suspenderingen.
Viceministeren for europæisk integration, Lyudmyla Sugak, bliver midlertidig justitsminister, skriver hun.
Halusjtjenko har reageret på suspenderingen på X. Han har talt med premierministeren, skriver han.
Han kalder videre beslutningen om at suspendere ham under den igangværende efterforskning for civiliseret og korrekt.
- Jeg holder ikke fast i ministerposten, skriver han.
Halusjtjenko har tidligere været energiminister i Ukraine. Hans ministerium oplyste tirsdag, at han er genstand for en efterforskning, men uddybede ikke sagens karakter.
Det fremgik altså ikke, om efterforskningen gælder korruptionssagen på energiområdet, der bliver undersøgt af Ukraines Nationale Antikorruptionsbureau (Nabu).
En kilde med kendskab til sagen har oplyst til Reuters, at Halusjtjenkos stemme optræder på en optaget samtale mellem nogle af de mistænkte i sagen.
/ritzau/