Både Merkel og Macron nævnes i offentliggjort telefonsamtale mellem USA's og Ukraines præsident.

En udskrift af en telefonsamtale mellem USA's præsident, Donald Trump, og den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, er central for igangsættelsen af arbejdet mod en rigsretssag mod Trump.

Men udskriften viser ikke kun, at Trump beder om en undersøgelse af den tidligere vicepræsident Joe Biden.

Den viser også, at den ukrainske præsident roste amerikanerne og samtidig kritiserede Tyskland, Frankrig og resten af EU.

I samtalen, der fandt sted 25. juli, fortæller Trump, at USA gør en masse for Ukraine, og at den tyske kansler, Angela Merkel, ikke gør noget for Ukraine, men at USA har været "meget, meget god for Ukraine".

Som svar giver den ukrainske præsident Trump helt ret. "Ikke bare 100 procent, men faktisk 1000 procent", lyder det.

Zelenskij tilføjer, at han har talt og mødtes med Angela Merkel og Frankrigs præsident, Macron, og fortalt dem, at de ikke gør så meget, som de burde i forhold til sanktioner.

- De gør ikke så meget, som de burde for Ukraine, siger præsidenten ifølge udskriften.

- Det viser sig, at selv om EU logisk burde være vores største partner, så er USA teknisk set en større partner end EU. Jeg er meget taknemmelig for jer for det, for USA gør en hel del for Ukraine. Meget mere end EU - især når det kommer til sanktioner mod Rusland, lyder det endvidere.

Den ukrainske præsident får i samtalen desuden nævnt, at han boede i Trump Tower i New York, sidste gang han var i USA.

Udskriftet er offentliggjort onsdag af det amerikanske justitsministerium.

Det viser, at Trump flere gange forsøger at overtale Zelenskij til at efterforske den demokratiske præsidentkandidat og tidligere vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunter Bidens økonomiske interesser i Ukraine.

Zelenskij forsikrer i opkaldet Trump, at hans nye chefanklager vil se på sagen og synes ikke at have nogen forbehold over for at efterforske Biden.

Onsdag aften afviser Zelenskij, at han blev presset til noget, og at han ikke vil blandes ind i det amerikanske valg. Trump har ligeledes afvist at have presset den ukrainske præsident.

Referatet af samtalen er ifølge Reuters baseret på noter taget i Det Hvide Hus' "Situation Room".

/ritzau/Reuters