Tonen i hans beskeder havde i et stykke tid været dyster. Trist. Han var helt tydeligt bange.
Indtil for få dage siden troede han nemlig, at det var ovre. Han troede, han skulle dø. Men i sidste øjeblik har en ny melding muligvis reddet hans liv.
Lige siden Rusland invaderede Ukraine i februar måned, har B.T. fulgt den 42-årige Evgenys liv.
For få dage siden fik han meldingen om, at han var indkaldt til hæren. 18. november skulle han i krig.
Det gjorde ham inderligt bange.
For han er indretningsarkitekt og har ingen militær erfaring. Han kan ikke finde ud af at affyre et våben.
»Fredag 18. november tager de mig til hæren og i krig. Det bliver slutningen på historien om mig,« skrev Evgeny til B.T.s journalist 13. november.
Men da skæbnedagen kom, fik Evgeny en melding, som vendte op og ned på det hele.
Få timer, før han skulle være indtrådt i hæren, fik han udsættelse på ubestemt tid.
»Jeg fik beskeden for to timer siden. Nu tager jeg hjem,« lød det fra Evgeny.
Da B.T.s læsere første gang mødte den 42-årige indretningsarkitekt, var han i hjembyen Kharkiv. Rusland havde netop invaderet hans land.
Storbyen i det østlige Ukraine var genstand for nogle af de hårdeste russiske angreb under de tidlige dage af invasionen. Bomberne regnede ned over millionbyen.
Evgenys nabolag var ingen undtagelse.
»De sidste fem timer har været som et andet liv,« forklarede Evgeny tilbage i starten af marts til B.T., mens bomberne ødelagde hans hjemby.
Her sendte han blandt andet videoer fra sin søns værelse i familiens lejlighed. Her var forbindelsen bedst, og luften var bedre med mindre støv fra bomberne.
Til sidst blev livet mellem russiske angreb dog så ulideligt, at Evgeny og hans familie tog konsekvensen. De flygtede.
Det betød, at de i dagevis måtte sidde i timelange køer ud af Kharkiv og mod sikkerheden i det vestlige Ukraine. Tusindvis af andre havde taget samme beslutning.
Livet i Kharkiv var blevet for farligt. For dødeligt. Russerne stod på dørtærsklen til byen.
Efter adskillige døgn på vejene og i køer ved tankstationer nåede familien frem til det vestlige Ukraine.
Her måtte Evgeny tage en smertefuld afsked med sin 14-årige søn og hustru, som tog til Norge og i sikkerhed. Evgeny selv måtte blive. Der kunne blive brug for ham i krigen. Han kunne ikke forlade landet.
Siden har Evgeny opholdt sig i en mindre by i det vestlige Ukraine. Indtil for kort tid siden.
Her fik han meldingen om, at han skulle i hæren. I krig.
»Min familie ankommer i morgen for at tage afsked. Vi har nogle dage sammen,« fortalte en desperat Evgeny 14. november. Han regnede ikke med at komme tilbage fra frontlinjen.
»Og så bliver det, som Gud vil.«
Men da fredag den 18. november kom, skete det.
Han fik en udsættelse af sin indkaldelse. Få timer, før han skulle være taget afsted.
Det var både en lettet og rystet Evgeny, B.T. hørte, umiddelbart efter det stod klart, at han ikke skulle i krig. Endnu.
»Det ligner, at jeg havde det ene ben i graven.«
