Den russiske invasion har fået fødevarepriserne til at stige voldsomt.

Stort set alle fødevarer er blevet dyrere, da prisen på blandt andet strøm og korn er steget verden over.

Rusland sidder på den gas, som man bruger til at producere, og Ukraine, som normalt står for en stor del af verdens kornproduktion, har ikke kunne levere korn på grund af den nuværende situation.

Derfor kommer hele verden nu til at betale prisen, for ikke at sætte en stopper for krigen i Ukraine.

Sådan lød det fredag fra den ukrainske landbrugsminister Mykola Solsky ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Folk over hele verden kommer til at betale prisen for denne krig,« sagde Mykola Solsky på en pressekonference under et møde med G7-landbrugsministre i Stuttgart.

Og priserne er uden tvivl på himmelflugt.

I maj ramte den største stigning i forbrugerpriserne i næsten 40 år.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at fødevarer generelt er blevet mere end 7,1 procent dyrere på et år.

Det er blandt andet madolie, pasta, mælk og okse- og kalvekød, der har ramt det helt nye prisloft.

Og de højere priser kan meget vel vare ved i et par år, vurderer branchedirektør for Dansk Industri Fødevarer, Leif Nielsen.

Leif Nielsen forklarer, at på fødevareområdet er der en række årsager til, at priserne er steget.

»Der er nogle helt naturgivne ting, såsom at der har været tørke flere steder i verden. Det har givet mindre produktion, end vi har været vant til. Så er der nogle politiske årsager. Der har været krig i Ukraine. Det er et kæmpe landbrugsland. De har ikke været i stand til at eksportere,« siger han.