McDonald's i London er endt i gedigen modvind, efter en video er begyndt at florere på det sociale medie 'X.'

I videoen, der er tale om, ser man to sikkerhedsvagter forsøge at smide en hjemløs mand væk, efter han har sat sig ved siden af fastfood-restauranten.

De sparker til hans ting og gør hans sovepose våd, og i videoen hører man den hjemløse mand sige:

»Jeg er ikke engang ude foran jeres butik! Lad mig nu være.«

Videoen er blevet delt på X af en person ved navn Damon Evans.

På X taggede han fastfoodkæden med spørgsmålet: 'Synes I, at det er acceptabelt, at jeres personale gennemvæder hjemløses soveposer midt om vinteren (eller på noget tidspunkt af året)?'

I videoen kan man se en af sikkerhedsvagterne forsøge at stoppe Damon Evans optagelse, men det lykkes ikke.

I stedet filmer han, mens personer i baggrunden kalder det »uhyrligt« og »modbydelig opførsel«.

Videoen er blevet set mere end 3,6 millioner gange – og nu kommer der altså en undskyldning fra McDonald's på 'X.'

'Vi er chokerede og kede af denne hændelse. De involverede tredjeparts sikkerhedsvagter er blevet fjernet permanent fra vores restauranter, og restaurantteamet er blevet mindet om vigtigheden af at behandle alle mennesker med respekt, herunder sårbare mennesker både i restauranten og i det bredere samfund,' indleder de opslaget, og tilføjer: 

'Vi vil gerne undskylde over for herren i videoen og vil samarbejde med kommunen om at finde ham og gøre det godt igen som en del af vores igangværende arbejde med at støtte velgørenhedsorganisationer for hjemløse i og omkring området.'