Det syntetiske stof ‘flakka’ - der kaldes den fattige mands kokain - er udbredt blandt unge amerikanere.

En ny undersøgelse viser, at omkring 400.000-500.000 amerikanske teenagere - lige under en procent samlet - har været høje på flakka inden for det seneste år.

Undersøgelsen, som er udgivet i det internationale tidsskrift ‘Drug and Alcohol Dependence’, er ifølge professor og medforfatter til udgivelsen Joseph Palamar den første af sin art, da den viser et nationalt forbrug af det syntetiske stof.

»Det vigtige er, at vi nu kan henlede vores opmærksomhed på dette farlige stof,« siger Joseph Palamar til CNN.

Flakka kaldes den fattige mands kokain, fordi prisen på de små syntetiske krystaller er betydeligt lavere. På billedet er det kokain i pose og på bræt.
Flakka kaldes den fattige mands kokain, fordi prisen på de små syntetiske krystaller er betydeligt lavere. På billedet er det kokain i pose og på bræt.
Vis mere

Grunden til, at flakka er så farligt, skyldes ifølge eksperter, at grænsen mellem en ‘normal’ rus og en dødelig dosis er ekstremt lille.

Der skal næsten ingenting til, før man overdoserer, og flakka har allerede været skyld i en lang række dødsfald i flere amerikanske stater - primært i Florida.

Her døde 80 personer efter indtag af flakka alene mellem september 2014 og december 2015.

I samme periode var der 2.000 flakka-relaterede skadestuebesøg i den sydøstlige Florida-provins Broward County.

15 pct. af disse besøg var fra personer under 25. Den yngste var 13.

Spiste en mands ansigt

Rusen fra flakka - som kan opnås ved rygning, snifning eller injektion - kommer til udtryk ved det, som eksperter kalder en ‘overstadig psykotisk følelse’.

Der er talrige eksempler på, at folk med flakka i blodet har følt ustyrlig vrede og overnaturlige kræfter.

I det sydlige Florida smadrede en mand på flakka således de orkansikrede døre ind til en politistation, imens en universitetsstuderende - angiveligt helt umotiveret - tævede et ægtepar ihjel, imens han var høj af det syntetiske stof.

Politiet fandt den unge studerende, imens han var i færd med at bide stykker af den afdøde mands ansigt.

Den nationale undersøgelse viser, at 19,2 pct. af de, der sagde, at de inden for det seneste år havde taget flakka, havde taget det mere end 40 gange.

Stoffet kaldes i folkemunde den fattige mands kokain, fordi prisen på de små krystaller, som ligner badesalt, er lang lavere end kokainet.

Herhjemme er der ingen tegn på, at flakka er udbredt blandt danske unge.