Fuldkommen rædselsfulde billeder.

Det er nok den mest præcise beskrivelse, man kan bruge på den video, der er dukket op fra Iran. Videoen viser tiden kort efter et voldsomt æresdrab.

»Den katastrofale stigning i æresdrab i Iran er forankret i kvindehad.«

»Regimets love betegner officielt kvinder som andenrangsborgere, der er ejet af mænd,« siger Women's Committee of the National Council of Resistance of Iran ifølge News AU.

På videoen optræder en iransk mand i byen Ahvaz. I sin ene hånd bærer han en lang kniv, og endnu værre holder han et afhugget hoved i den anden hånd. Alt imens han marcherer gennem gaderne.

Hovedet, han bærer på, er ikke tilfældigt, for det tilhørte mandens kusine, der samtidig var mandens kone.

Manden har i samarbejde med sin bror slået kvinden ihjel. Begge personer er ifølge mediet blevet anholdt, men det vides endnu ikke, hvad straffen bliver.

Forholdene i Iran får organisationen Women's Committee of the National Council of Resistance of Iran til at koge over i raseri.

Blandt andet fordi de mener, at det iranske styre har en elendig historik med at straffe mordere for æresdrab.

»Selvom faren, broderen eller ægtemanden holder på kniven, seglet eller riflen, så er disse mordere forankret i middelalderlige forestillinger af det herskende regime,« siger de.