Lyt til artiklen

Det er fredag eftermiddag, og alt ånder fred og idyl i et forstadskvarter i Los Angeles-området.

Men stemningen skifter lynhurtigt.

Netop som en mand, Ariel Eliyaho, og hans to børn er i gang med at stå ud af bilen, dukker en prærieulv op og angriber det ene af børnene, toårige Ariya, rapporterer CNN.

Prærieulven bider Ariya Eliyaho.

Herefter begynder den at forsøge at trække den lille pige med sig hen ad fortovet og væk fra bilen.

Video fra et sikkerhedskamera på en dørklokke viser i uhyggelige detaljer, hvordan episoden udspiller sig.

»Jeg hørte Ariya skrige. Jeg troede, hun var faldet,« siger Ariel Eliyaho til CNN.

»Jeg løb straks for at se, hvad der skete, og jeg så prærieulven angribe hende. Jeg samlede hende op i mine arme og forsøgte at få prærieulven til at gå væk,« fortæller faderen.

Ariel Eliyaho kaster en vandflaske efter prærieulven, som opgiver sit foretagende og flygter fra stedet.

Efter den dramatiske episode fandt den skræmte far blod på sin datters bukser, hvorfor han hastede hende på hospitalet, hvor hun fik adskillige indsprøjtninger mod hundegalskab.

Hun er nu i bedring, rapporterer CNN, men Ariel Eliyaho er skræmt af oplevelsen.

»Vi bor ikke i en zoo, vi bor i Los Angeles. Nu er jeg virkelig, virkelig, virkelig bange for at lade børnene gå alene udenfor, selv i baghaven,« siger Ariel Eliyaho.

Myndighederne har taget prøver af pigens tøj og håber at kunne indsamle DNA fra prærieulven, så man kan identificere den og aflive den, når man har fanget den.