Det enorme fly sætter hjulene på asfalten men fortsætter med høj fart i adskillige sekunder, inden det eksploderer i en gigantisk kugle af ild.

Skræmmende videooptagelser viser, hvordan flyet – et russiskbygget Ilyushin Il-76 – kommer ud for en tragedie.

Ulykken fandt sted i Gao i Mali i det vestlige Afrika i mandags, skriver Newsweek.

Flyet ser ud til at sætte hjulene i asfalten, men det lykkes ikke at bremse i tide, og flyet fortsætter med høj fart ud over afslutningen på landingsbanen.

Hvor mange personer, der var ombord på flyet, da ulykken skete, og hvad der er sket med dem, er ikke kendt.

Ifølge Daily Mail frygtes flyet at have haft op imod 140 personer ombord.

Men ifølge Newsweek har der været spekuleret i, at der blandt de ombordværende har været soldater fra den russiske hær af lejesoldater, Wagner-gruppen.

Gruppen har i en længere periode arbejdet med sikkerhed i flere dele af det afrikanske kontinent.

Ulykken skete i Gao i Mali.
Ulykken skete i Gao i Mali. Foto: Google Maps
Vis mere

Der er imidlertid tvivl om Wagner-gruppens fremtid i Afrika efter en anden flytragedie, som i sidste måned kostede gruppens øverstkommanderende, Jevgenij Prigozjin, livet.

Ilyushin Il-76 er et større transportfly, som ofte bruges til at transportere tungt udstyr til fjerne, og svært fremkommelige egne, noterer Newsweek desuden.

Flyet tilhørte Malis hær, og det var overfyldt og havde Wagner-soldater ombord, skriver nyhedsmagasinet Jeune Afrique ifølge Newsweek.

Oplysningen om, at der skulle have været soldater fra Wagner-gruppen ombord, er imidlertid blevet afvist af Telegram-kontoen 'Grey Zone', som er forbundet med lejesoldathæren.

»Der er opstået rygter om, at flyet tilhørte Wagner-gruppen. Men dette er ikke sandt,« skrev Grey Zone således onsdag.

»Dette chartrede Il-76 fly blev benyttet af lokale styrker til at transportere varer til forskellige formål. Der var intet personale fra Wagner-gruppen ombord på dette fly,« lyder det desuden.