Sam Chengs mor stod i kø ude foran en bager i New York, da en mand pludselig skubbede den 54-årige kinesiskfødte kvinde så hårdt, at hun væltede omkuld, besvimede og vågnede op med en omfattende flænge i hovedet.

»Jeg kan ikke holde ud at se den video, der er af overfaldet. Det er meget svært at se sin mor blive behandlet sådan,« siger 28-årige Sam Cheng, der har boet i USA, siden han var 12.

Der er ikke dokumentation for, at overfaldet var racistisk motiveret, og politiet anser det derfor ikke som en såkaldt hate crime. Men hændelsen er bare en af den seneste tids mange overgreb mod især ældre asiater i USA.

Blandt andet døde en 84-årig thailandsk immigrant, efter at han blev overfaldet under en gåtur i San Francisco. Og i den nærliggende by Oakland blev en 91-årig mand og to andre midaldrende fodgængere meningsløst angrebet i bydelen Chinatown.

Sam Chengs kinesiskfødte mor blev for nyligt overfaldet ved højlys dag i New York. 
Sam Chengs kinesiskfødte mor blev for nyligt overfaldet ved højlys dag i New York.  Foto: Privatfoto
Vis mere

Professor i sociologi på San Franscisco State University Russel Jeung bekræfter, at både fysiske og verbale overgreb begået imod amerikanere med asiatisk baggrund er steget voldsomt det seneste års tid. Som grundlægger af organisationen Stop AAPI Hate, der har til formål at bekæmpe racehad mod netop denne befolkningsgruppe, begyndte han i starten pandemien at registrere episoder om chikane og vold mod asiater i USA – noget, der ikke tidligere er gjort.

Fra marts til december 2020 har organisationen registreret 2.808 sager fra hele landet.

»Fordi kineserne beskyldes for at være skyld i covid-19, er asiater igen blevet skydeskive. Vi svømmer i anmeldelser fra folk, der har oplevet af blive overfaldet, spyttet og hostet på eller råbt efter. Det her er kun toppen af isbjerget,« siger professoren, der mener, at Donald Trumps håndtering af covid-19 er en væsentlig årsag til stigningen.

»Trumps politiske indskærpelser over for Kina, hans sprogbrug og betegnelser som 'China plague' og 'kung flu' har været med til at forstærke racehadet under pandemien. Han gjorde det okay at dehumanisere og stigmatisere os,« siger professoren, der selv har asiatisk baggrund.

Tiffany Woo fra Los Angeles er født og opvokset i USA, men har kinesisk oprindelse, og har hele sit liv oplevet stødende, racistiske og sårende bemærkninger. Det er der ikke noget nyt i, siger hun. Men den 30-årige PR-konsulent fortæller, at kommentarerne det seneste år er faldet langt oftere og altid refererer til covid-19.

»En dag var jeg ude at handle og havde kyllingelever og kyllingefødder i min indkøbskurv, da en kunde bag mig højlydt sagde, at 'selvfølgelig har vi den sygdom, for de mennesker spiser jo alt'.«

En anden gang var hun ude at købe ind med sin mor, da en forbipasserende anklagede moderen for at 'smitte' de grøntsager, hun rørte ved.

Tiffany Woo har især oplevet racistiske kommentarer og Covid-anklager, når hun har været ude at handle.
Tiffany Woo har især oplevet racistiske kommentarer og Covid-anklager, når hun har været ude at handle.
Vis mere

»Jeg bad damen om at holde kæft, men i vores kultur er vi opdraget til at vende den anden kind til, så min mor blev faktisk vred på mig, fordi jeg svarede igen,« fortæller Tiffany Woo.

Sam Cheng kan godt genkende den ældre generations tavse reaktion. Hvor hans mor ikke selv har ønsket at stå frem og fortælle om det overfald, hun var udsat for, ser han det som sin pligt og har derfor medvirket i interviews med blandt andre CNN og MSNBC.

»Jeg håber, at vi ved at skabe fokus på det her voksende problem kan være med til at bekæmpe det. Vi kan ikke forblive stille,« fastslår han.

En lang række kendte amerikanere med asiatisk baggrund har også fordømt den stigende vold og chikane. Særligt har skuespillerinden Olivia Munn haft stor betydning for overfaldet på Sam Chengs mor.

Munn, der har næsten tre millioner følgere på sin Instagram-profil, har fulgt forløbet tæt med adskillige opslag, og kort efter hun delte billeder af gerningsmanden, blev han genkendt og anholdt.

Han er nu løsladt, men sigtet for vold.

»Jeg har nærmest lidt ondt af ham, fordi sagen har fået så stor opmærksomhed. Jeg er ikke ude på, at han skal igennem en folkedomstol, men han skal have sin straf i retssystemet. For selvfølgelig skal min mor have retfærdighed,« lyder det fra Sam Cheng.