Veterinærer i Thailand måtte operere en 25 år gammel havskildpadde, med kælenavnet 'Sparegris', fordi den havde fået forstoppelse af at æde næsten 1.000 mønter, som folk havde smidt ned til den, i et håb om at det ville bringe held og lykke.

Operationen blev foretaget mandag den 6. marts, hvor thailanske veterinærer fjernede 915 mønter fra havskildpadden. Hun havde slugt dem, efter at de var blevet kastet ned i brønden, hvor hun opholdt sig, skriver Sky News.

Til sidst blev det for svært for havskildpadden at svømme.

Lægerne fandt havskildpadden med navnet Omsin - Sparegris på dansk - flydende skævt i vandet. Hendes venstre bagdel sank under vand.

En CT-skanning afslørede et stort, metallignende objekt i hendes mave.

»Dette er en kvindelig havskildpadde, der vejer omkring 59 kilo. Mønterne vejer i alt fem kilo og udgør således omkring ti procent af hendes vægt,« siger Nantarika Chansue, der er leder af Chulalongkorn Universitets veterinære fakultet.

Nantarika Chansue siger, at hun blev rasende, da det gik op for hende, hvad der forårsagede havskildpaddens smerter.

»Jeg blev gal på de mennesker, der selv om de måske ikke mente noget ondt med det, havde forårsaget så meget smerte til denne skildpaddde,« sagde hun.

En offentlig indsamlig gav 3.000 kroner, der betalte for operationen.

Denne grønne havskildpadde lever i et center i Sri Racha nær Chonbury øst for Bangkok. Den havde haft vældigt svært ved at svømme på grund af den ekstra vægt.

Ifølge veterinærerne var den syv timer lange operation den første i verden af sin slags.

»Vi tror, det vil tage omkring en måned at sikre os, at den kommer sig fuldstændigt,« siger Nantarika, der dog tilføjer, af havskildpadden skal bruge seks måneder mere med fysioterapi.

Beretningen om den store operation siger intet om værdien af de mange mønter. Nogle af dem var udenlandske og mange var korroderet.