Kofi Annan satte gang i vigtige reformer i FN, mener Uffe Ellemann-Jensen, der mødte ham flere gange.

København. Verden har mistet en stor verdensmand med den tidligere generalsekretær for FN Kofi Annans død, mener forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

- Han var et godt eksempel på, at der kan komme en gut fra junglen i Ghana og virkelig blive en stor verdensmand, siger Uffe Ellemann-Jensen.

- Han fik sat gang i nogle vigtige reformer i FN-systemet. Han satte blandt andet gang i hele diskussionen om udviklingsmål-mål for udvikling. Han var en stærk generalsekretær.

Kofi Annan blev 80 år gammel.

Ellemann-Jensen mødte Annan ved flere lejligheder, hvor han oplevede ham som en kultiveret, værdig og spændende mand.

Og det kunne mærkes, at han kom fra en høvdingeslægt.

- Det prægede ham. Jeg oplevede engang, at den netop afgåede præsident for Ghana nærmest faldt på knæ for Kofi Annan, fordi han var en respekteret høvding, siger Ellemann-Jensen.

Selv om han var en meget populær leder for verdensorganisationen, er det efterfølgende blevet diskuteret, om han indfriede forventningerne.

Særligt hans tid som vicegeneralsekretær fra 1993 til 1996 med ansvar for FN's fredsbevarende operationer kom til at koste ham dyrt i anseelse.

Således blev han i senere rapporter kritiseret for passivitet under folkemordet i Rwanda i 1994 med 800.000 dræbte og massakren i Srebrenica året efter, mens han var koordinator.

Han fik også kritik for svigt i tilsynet med det skandalefyldte mad-for-olie-program i Irak.

- Der er et par ting, han blev kritiseret for, men i det store hele vil han blive stående som en meget stor leder af FN.

- Det positive overskygger det negative. Jeg vil i hvert fald kigge tilbage på ham som en stor skikkelse i international politik, siger Ellemann-Jensen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har lørdag på det sociale medie Twitter hyldet Annan.

- En stor mand er død. Kofi Annan var en leder af verden, en mester af fred. Han arbejdede utrætteligt for at bringe folk sammen.

- Vi alle skylder ham hjertefyldt taknemmelighed for det liv, han levede. Må han hvile i fred, skriver han.

/ritzau/