Mange har set videoen med en mand, der med en vandslange sprøjter på en hjemløs kvinde, der sidder på fortovet.

Videoen gik tidligere på måneden viralt på sociale medier, og den har vakt både forargelse og vrede.

Nu er manden, der i videoen står nonchalant med benene krydset, blevet anholdt og sigtet i sagen, skriver blandt andre LA Times.

Manden i videoen er 71-årige Collier Gwin, en galleriejer i San Francisco.

Han blev anholdt onsdag eftermiddag og kan se frem til en tiltale for med forsæt om ulovligt at have sprøjtet vand på en kvinde, som sad på fortovet uden for hans galleri i San Francisco.

På et tidspunkt i videoen stopper Collier Gwin med at sprøjte vand på kvinden for i stedet at bede hende om at flytte sig.

Da galleriejeren i første omgang blev konfronteret af medierne med videoen, var han afvisende over for at undskylde.

Det har han imidlertid revideret sidenhen:

»Jeg er dybt undskyldende og følte afsky, da jeg så den video,« siger Collier Gwin nu til KGO.

Mediet fortæller desuden, at et vindue i Collier Gwins galleri er blevet smadret af en ukendt gerningsmand oven på offentliggørelsen af videoen.

Hvis han bliver kendt skyldig i sagen, risikerer Collier Gwin op til seks måneders fængsel og en bøde på 2.000 dollar.