Brandfolk måtte fredag redde en lastbilchauffør ud af en lastbil, som hang og dinglede fra en bro.

Det gigantiske drama udspillede sig fredag eftermiddag lokal tid i Louisville i Kentucky i USA.

Chaufføren i en lastbil måtte nemlig reddes af brandfolk efter en ulykke, rapporterer Courier-Journal.

Lastbilen hang ud fra George Rogers Clark Memorial Bridge, som går over Ohio River.

Endnu ved efterforskere ikke præcist, hvad der forårsagede ulykken, som involverede adskillige køretøjer.

Men ifølge borgmesteren i Louisville Craig Greenberg var der tale om, at et køretøj ramte en bil, som stod stille i højre bane og herefter røg over i den modkørende trafik, hvor lastbilen blev ramt.

Chaufføren blev efter den dramatiske redningsindsats bragt på hospitalet, men hun har ikke pådraget sig livstruende skader.

Ifølge brandchef Brian O'Neill var kvinden 'ekstremt heldig' med, at lastbilen ikke faldt i floden.

»Hun sad bare og bad. Hun bad meget, og jeg bad sammen med hende,« siger Bryce Carden, som var den brandmand, som reddede chaufføren ud af lastbilen.

En anden person er fortsat indlagt på hospitalet i alvorlig tilstand.

Broen er efterfølgende blevet delvist genåbnet.