Sikkerhedsrådets medlemslande er uenige om, hvorvidt blodsudgydelserne i Libyen skal indbringes for domstol.

FN's Sikkerhedsråd er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt blodsudgydelserne i Libyen skal blive en sag for FN's Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

Det siger den britiske og den franske FN-ambassadør. De står bag det resolutionsudkast, der fredag kom på bordet, og som betegner volden i Libyen som mulige forbrydelser mod menneskeheden.

Blandt medlemslandene er der uenighed i dette spørgsmål, men ellers bred opbakning til at indføre sanktioner for at straffe Libyens mangeårige leder, Muammar Gaddafi, og kredsen omkring ham.

Sikkerhedsrådet er lørdag samlet for at genoptage diskussionen om, hvordan det skal reagere over for Gaddafi-styrets fremfærd i Libyen.

Det står ikke umiddelbart klart, hvorvidt punktet om et muligt retsopgør vil blive fjernet fra resolutionsudkastet, så samtlige 15 medlemslande kan godkende teksten.

Det libyske styres hårdhændede reaktion på de regeringsfjendtlige protester frygtes at have kostet tusinder livet.

Foruden en opfordring til at bringe de ansvarlige politiske ledere for FN-domstolen indeholder resolutionsteksten også forslag om sanktioner, indefrysning af værdier og rejseforbud for den libyske ledelse.

Frankrig og Storbritannien har forsøgt at samle opbakning til forslaget om at indbringe det libyske styre for ICC. De håber, at Sikkerhedsrådet vil stemme om resolutionen lørdag, men det er uklart, om det vil lykkes.

Det er kun sket en gang tidligere, at FN's Sikkerhedsråd har sendt en sag til den permanente straffedomstol i Haag, nemlig konflikten i Sudans vestlige Darfur-region.

Efterfølgende har ICC rejst sigtelse mod Sudans præsident, Omar Hassan al-Bashir, for folkedrab og andre forbrydelser mod menneskeheden.

/ritzau/Reuters