Ved første øjekast lignede det en ganske almindelig hydraulisk stålpresse.

Men en mistanke om, at der måske kunne være noget galt, opstod, da man opdagede, at stålets tæthed gjorde det svært at undersøge den.

Det førte til, at man besluttede at foretage yderligere test – og det viste sig at være en god idé.

For stålpressen viste sig at være en del af et udspekuleret og omhyggeligt forsøg på at indsmugle narkotika.

Foto: Australian Federal Police
Vis mere

Det oplyser det australske føderale politi og de australske grænsemyndigheder i en fælles pressemeddelelse.

Det var toldere, der den 18. april gav sig til at undersøge stålpressen, som var ankommet til landet med skib fra Mexico.

Efter mistanken var blevet vakt, gik ingeniøreksperter i gang med at bore ind i kernen af den hydrauliske presse – og der fandt de et hvidt stof dybt inde i maskineriet.

Da man testede det, viste det sig at være metamfetamin.

»Maskineriet blev trukket fra hinanden og afslørede 79 cirkelformede blokke af metamfetamin, opbevaret i to blyforede kar for at forsøge at undgå opdagelse,« lyder det i pressemeddelelsen.

Her ses lidt af de fund, der blev gjort.
Her ses lidt af de fund, der blev gjort. Foto: Australian Federal Police
Vis mere

I alt var der mere end 300 kilo af stoffet gemt inde i stålpressen.

Det er ifølge det australske føderale politi anslået til at have en værdi på mere end 273 millioner australske dollar. Svarende til 1,24 milliarder danske kroner.

Nu søger politiet information, der kan 'identificere det transnationale forbrydersyndikat bag den omhyggeligt skjulte import' af det ulovlige stof, lyder det.

Ifølge politiinspektøren Salam Zreika fra det føderale politi, formodes et 'veletableret organiseret forbrydersyndikat' at have stået bag, da det formentlig har krævet massiv finansiering at skaffe de mange kilo metamfetamin og derefter udtænke og udføre en så kompleks plan for at indsmugle det.

»Denne beslaglæggelse viser de yderpunkter, som narkotikasyndikater er villige til at gå til i deres forsøg på at smugle ulovlige stoffer ind i Australien, på grund af det overskud de kan tjene,« siger han.