Boris Johnson er efterhånden vant til at blive kaldt løgner, svindler, klovn, kontroversiel og uhæderlig af politiske venner og fjender samt alverdens medier.

Alligevel er han netop blevet valgt som Storbritanniens næste premierminister. Og det er der faktisk flere gode grunde til, forklarer Edward Ashbee, professor ved CBS.

»Mange af hans personlighedstræk sælger i sig selv – simpelthen fordi han går stik imod alt det, man er vant til fra etablerede politikere. Det styrker virkelig hans appel,« siger Edward Ashbee og tilføjer:

»Han er uforudsigelig. Politikere har fået ry for slavisk at følge et manuskript – næsten som robotter. Når Johnson svarer på et spørgsmål, kan svaret både være sandt og usandt. Men uforudsigeligheden er i sig selv blevet et træk, der tiltrækker folk.«

Boris Johnson har sat sig på magten i Storbrittannien.
Boris Johnson har sat sig på magten i Storbrittannien. Foto: LEON NEAL
Vis mere

Blandt de 160.000 medlemmer af det konservative parti, som har valgt Boris Johnson som partiets næste formand – og dermed også premierminister – er der også helt konkrete politiske årsager til, at de har peget på Johnson.

»De konservative ved, at de nok skal ud i et valg meget snart. Det valg bliver meget vanskeligt for dem – især fordi Nigel Farage og Brexit Party bider dem i hælene,« siger Edward Ashbee:

»Så A: de vil have en leder, som kan vinde det valg. Og det er ikke Jeremy Hunt. B: De vil have, at brexit bliver gennemført. De ønsker ikke en rolig teknokrat, som de havde i May. De vil have en, som kan vinde, og som kan levere.«

Boris Johnsons modstander, Jeremy Hunt, har fra starten været mere eller mindre chanceløs.

»Den første årsag til det er, at han er remainer (stemte for at blive i EU, red.). Den anden årsag er, at han fremstår som en mandlig udgave af Theresa May. Det er det sidste, det konservative bagland ønsker lige nu,« siger Edward Ashbee.

Flere iagttagere – eksempelvis BBCs politiske redaktør, Laura Kuenssberg - spørger dog også sig selv i disse dage, hvordan Boris Johnson overhovedet er kommet så langt.

Skandaler har der været nok af i Boris Johnsons karriere, og det har ført til, at han har været ekstremt udskældt.

For Edward Ashbee er det dog knap så overraskende, at Boris Johnson – trods de mange skriverier om hans privatliv, pinlige optrin og direkte røverhistorier – nu sidder på magten.

»Han kan pege på sin tid som borgmester i London (2008-2016, red.), som til dels var en succes. London er en udpræget Labour-by. At han kunne vinde borgmesterposten to gange i London har bragt ham meget langt,« siger Edward Ashbee og tilføjer, at han siden 2016 har været en reel premierministerkandidat:

»Han fik etableret sig selv som manden, der leverede brexit, og siden da har han været det, som man klassisk betegner som ’a big beast’ internt i det konservative parti.«

Men hvad står fremtiden så på for Storbritannien med Johnson ved roret?

»Det er virkelig et godt spørgsmål. Nogle håber jo, at han er manden, der kan lave en aftale og redde Storbritannien fra no deal,« siger Edward Ashbee:

»Andre frygter, at hans kaotiske stil og villighed til at tage chancer betyder, at de ender med at ryge ud af EU med et brag den 31. oktober. Det må tiden vise.«