En 29-årig terrorsigtet kvinde, der blev hentet til Oslo med to små børn, forbliver varetægtsfængslet.

En 29-årig terrorsigtet kvinde, der blev hentet til Oslo fra Syrien med sine to små børn, blev mandag varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

Den sigtede kvinde var ikke til stede, da kendelsen blev afsagt.

Kvinden var mandag 20. januar blevet varetægtsfængslet for fire uger.

Den norske regerings beslutning om at hente familien hjem fra Syrien på grund af sygdom hos det ene barn, udløste en regeringskrise i Oslo.

Da kvinden blev hentet, besluttede Fremskrittspartiet at forlade regeringen.

Det indvandringskritiske parti var imod, at kvinden og de to børn skulle have lov til at komme til Norge.

Den norsk-pakistanske kvinde nægter sig skyldig i de anklager, som rettes mod hende, og hendes forsvarer, Nils Christian Nordhus, siger, at kvinden tager afstand fra Islamisk Stat.

Kvinden blev anholdt, da hun i midten af januar ankom til lufthavnen Gardermoen i Oslo sammen med sine to børn, som er tre og fem år gamle. Hun var blevet hentet af en delegation fra det norske udenrigsministerium.

Kvinden rejste i 2013 til et område i Syrien, som var kontrolleret af IS. Her giftede hun sig med en mand, som har kæmpet for bevægelsen.

Kvinden har tidligere hævdet, at hun ikke rejste til Syrien frivilligt, og at hun i flere år har forsøgt at komme ud af landet.

Forsvareren siger, at den terrorsigtede kvinde har haft det "grusomt" og ønsker et opgør med det liv, som hun havde i Syrien.

Hun er formelt blevet sigtet af det norske politis sikkerhedstjeneste for deltagelse i både al-Nusra Fronten og Islamisk Stat, der begge betegnes som terrororganisationer.

/ritzau/NTB