En falsk mailadresse. Og en god portion frækhed.

Mere skulle en norsk mand ikke bruge for med succes at kunne udgive sig for at være en kendt norsk milliardær – men det har nu også kostet ham 16 måneders ubetinget fængsel.

Det skriver Dagens Næringsliv.

Den 51-årig mand er netop blev dømt ved retten i Oslo for at have smæsket sig i dyre vine, drinks og en lang række serveringer på eksklusive restauranter i den norske hovedstad.

Identitetstyveriet og bedrageriet fandt sted ved hjælp af en enkel metode.

Gerningsmanden havde oprettet en falsk mailkonto, der til forveksling havde en adresse, der kunne tilhøre milliardæren.

Herfra bestilte han løbende bord på restauranterne og bad i samme forbindelse om, at regningen efterfølgende blev sendt til den rigtige milliardærs selskab.

I forbindelse med restaurantbesøget skrev han bare under på regningen. Med milliardærens navn, selvfølgelig.

Den 51-årige mand blev dømt for fem gange – i september sidste år og i januar i år – at have inviteret mellem fem og otte gæster med på restauranter, hvor de i alt spiste og drak for omkring 100.000 norske kroner, godt 60.000 danske kroner.

Dagens Næringsliv har dog også kendskab til, at det samme svindelnummer skulle være foregået endnu flere steder, uden at det dog er blevet anmeldt.

Til sidst blev manden afsløret, da en gæst anede uråd og kontaktede en af restauranterne.

Den lange fængselsstraf til den 51- årige mand blev en realitet, fordi bedrageriet begyndte kun halvanden uge efter, at han sidste år var blevet dømt for lignende forhold.

Her fik han en betinget dom, men en stor del af den blev med den nye dom gjort ubetinget.

Det fremgår ikke, hvem milliardæren er, andet end at han er 50 år.

Han har gennem sin pr-medarbejder ladet vide, at han ønsker ikke at stå frem. Heller ikke at hans navn nævnes.