Mindst seks personer har mistet livet i forbindelse med en kraftig eksplosion nær Taksim-pladsen i Istanbul.

Det danske udenrigsministerium oplyser nu til B.T., at der ikke er tale om danskere.

»Der er foreløbigt ingen meldinger om danskere blandt de dræbte og sårede,« lyder det i et skriftligt svar.

Nyhedsbureauet Reuters oplyser, at der er kaos på stedet, og der er meldinger om 53 sårede.

Derfor opfordrer Udenrigsministeriet alle danskere, der er til stede, til at kontakte deres pårørende, så de ved, at man er i god behold.

Eksplosionen skete klokken cirka 16.20 lokal tid – klokken 14.20 dansk tid.

Selve årsagen til eksplosionen er fortsat ukendt, men på sociale medier florerer rygter om en selvmordsbomber. Det er dog ikke blevet bekræftet af myndighederne.

På sociale medier er der bragt billeder og videoer af mennesker, der flygter fra stedet – og af mennesker, der er ligger på jorden.

Politi og redning er massivt til stede i gaderne nær Taksim-pladsen i Istanbul.
Politi og redning er massivt til stede i gaderne nær Taksim-pladsen i Istanbul.
Vis mere

Udenrigsministeriet oplyser, at man følger sagen tæt og opfordrer også til, at man følger de tyrkiske myndigheders anvisninger.

Hvis du har behov for akut rådgivning, kan du kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter alle døgnets 24 timer på på bbb@um.dk eller +45 33921112.