En 48-årig thailandsk kvinde ved navn Pratheep Larsen er anholdt for at have planlagt en fabrikeret trafikulykke, der skulle slå hendes danske mand ihjel.

Kvindens 60-årige veninde er også sigtet i sagen. Det skriver flere udenlandske medier inklusiv ScandAsia.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter, at man er bekendt med sagen via en mail til B.T. og andre danske medier.

Dog kan de ikke give yderligere oplysninger grundet tavshedspligt i personsager, lyder det.

Ifølge politiet i Thailand skete drabsforsøget 21. april. Her blev den 63-årige mand kørt ned bagfra, da han kørte på en cykel. Det var en 24-årig mand, kvinden havde hyret, der kørte danskeren ned.

Det skete i provinsen Nakhon Sawan.

Formålet med drabsforsøget var at indkassere  10 millioner baht i forsikringspenge. Det svarer til cirka to millioner danske kroner.

ScandAsia skriver, at Pratheep Larsen og hendes mand har boet i Danmark sammen, og at de har to børn sammen.

Manden overlevede drabsforsøget, men er formentlig fortsat indlagt på Sri Sawan Hospital, hvor han er under behandling for sine skader.