En 64-årig hollandsk mand og hans 57-årige belgiske veninde er blevet trampet ihjel af en elefant på en Safari-udflugt i Zambia.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt Daily Mail.

Den tragiske ulykke fandt sted nær byen Livingstone i den sydlige del af Zambia og skete ifølge talsmand fra politiet i Zambia, Danny Mwale, fordi, de to turister kom for tæt på elefanten, da de ville tage et billede af den.

Men den forklaring er der imidlertid uenighed om.

Ifølge familierne til de to nu afdøde turister befandt de sig angiveligt i sikker afstand fra elefantflokken. Men alt imens de iagttog de store pattedyr løb en af elefanterne pludselig ud af flokken og hen mod de to turister, hvor de således blev trampet ihjel.

Det er langt fra første gang, at mennesker kommer lidt for tæt på elefanterne i sydafrikanske land.

For bare en uge siden gik det ifølge Daily Mail ud over en sikkerhedsvagt, der ligeledes døde af sine kvæstelser, efter at være kommet lidt for tæt på det store dyr.