Demonstranter kræver at få udleveret fire mænd, som er mistænkt for at have voldtaget og dræbt ung dyrlæge.

Spændinger tager til i Indien efter en påstået gruppevoldtægt og drab på en 27-årig dyrlæge i byen Hyderabad.

Tusinder har demonstreret uden for en politistation i Hyderabad for at få udleveret fire mænd, som er mistænkt i sagen. Der har også været demonstrationer andre steder, og sagen vækker national opsigt, da der i de seneste år har været stadig mere fokus på voldtægter og kvindedrab i landet.

Kvindens forkullede lig blev fundet torsdag i forstaden Shadnagar, der ligger nær Hyderabad i det centrale Indien.

Kvinden havde forladt sit hjem på cykel omkring klokken 18.00 for at tage ud til en opgave. Hun ringede senere hjem til sin familie og sagde, at hun var punkteret, og at en lastbilchauffør havde tilbudt hende hjælp. Derefter kunne ingen komme i kontakt med hende igen.

Hendes lig blev fundet dagen efter.

Politiet siger, at det er vanskeligt at finde klare beviser i sagen, men myndighederne formoder, at kvinden blev voldtaget og dræbt.

De fire mænd er indtil videre fængslet for 14 dage.

Offerets mor har krævet, at de fire mænd bliver brændt levende, skriver avisen The Times of India. Mødrene til to af de anholdte har også krævet dem idømt meget hårde straffe, hvis de er skyldige.

- I giver dem, hvilken straf I vil. Jeg har også en datter, siger en af dem til nyhedsbureauet The Press Thrust of India.

På sociale medier var kvindens navn fredag det mest omtalte. Titusinder krævede gerningsmændene straffet, og mange harcelerede over, at der i retssystemet er en stærk tendens til at erklære voldtægtsofre for "promiskuøse".

Mange har givet udtryk for harme på Twitter under #HangRapists (Hæng voldtægtsmænd).

Med henvisning til gruppevoldtægten og drabet på den unge kvinde i New Delhi for syv år siden skriver Bollywood-skuespilleren Akshay Kumar i et tweet: Vi må have en strengere lovgivning. Dette må STOPPE".

Indiens Nationale Kvindekommission har fordømt episoden, og lederen af den, Rekha Sharma, siger, at der er indledt en nådesløs efterforskning for at få de skyldige straffet.

/ritzau/Reuters