Fredag fik 49 passagerer om bord på et Air Canada Express-fly sig lidt af et sug i maven.

Flyet mistede nemlig kort efter takeoff i Montreal-Trudeau Internationale lufthavn et hjul.

Det skriver CNN.

En passagerer fangede øjeblikket på kamera og delte det efterfølgende på sociale medier med en tekst i en lettere ironisk tone:

»Jeg er lige nu om bord på et fly, som har mistet et hjul. 2020 starter godt.«

Indenrigsflyet var på vej til Bagotville, men måtte vende om, da det stod klart, at det manglede et hjul.

Ingen passagerer kom til skade under landingen.

I en officiel meddelelse efter hændelsen lød det, at piloterne er trænet i en sådan situation, og at det derfor var muligt for dem at lande flyet sikkert. Flyet er lige nu ved at blive undersøgt grundigt for at finde ud af, hvordan fejlen kunne ske.