Lyt til artiklen

En næsten ubegribelig tragedie har kostet en ung cyklist livet i Tyskland.

Fredag aften blev en 29-årig mand slynget så uheldigt af sin cykel, at han fra vejen røg over en bøgehæk til den kommunale kirkegård i den lille by Olpe omkring 50 kilometer øst for Köln.

Ifølge avisen Bild endte hans flyvetur flere meter inde på kirkegården. Her landede cyklisten så uheldigt på et gravsted, at han slog hovedet mod en solid gravsten af granit.

Den hårde medfart viste sig at være så skæbnesvanger for den unge mand, at han blev dræbt på stedet.

Det stærkt usædvanlige uheld indtraf omkring kl. 19 fredag, og forskrækkede øjenvidner slog øjeblikkeligt alarm og forklarede sagens alvor for alarmcentralen.

Kort efter nåede både en akutlæge, ambulancefolk og politiet frem,  men den unge mands liv stod ikke til at redde.

Det er endnu uvist, om han kørte med cykelhjelm.

Også hans cykel var i forbindelse med uheldet blevet kastet over hækken. Den er nu blevet beslaglagt af politiet med henblik på nærmere tekniske undersøgelser, der skal fastslå, om der måske har været tale om materielle defekter.

Efter dødsulykken blev et hold specialister fra politiet i Köln også tilkaldt til kirkegården i et forsøg på at rekonstruere forløbet, der fandt sted efter et kraftigt regnvejr, som havde gjort asfalten glat på den lille vej nær kirkegården.

Samtidig skal en obduktion af den 29-årige mands lig klarlægge, om han kan være blevet ramt af helbredsmæssige problemer under den fatale cykeltur.