Det højreekstremistiske NPD er truet på eksistensen, nu da det tyske parti skal betale 2,2 mio. euro for fejlagtige regnskaber. NPD vil klage over bøden.

De tyske højreekstremister i NPD fik i dag en økonomisk øretæve af de større, da Forbundsdagen sendte en opkrævning på 2,2 millioner euro (16,38 millioner kroner) til partiledelsen, fordi den har fusket med regnskaberne.

Tysklands Nationaldemokratiske Parti har fået en frist frem til 1. maj til at betale bøden, som truer med at trække tæppet væk under partiet. Og højreekstremisterne har da heller ikke tænkt sig bare at betale pengene uden sværdslag.

- Selvfølgelig vil vi gå rettens vej, siger NPD's generalsekretær, Peter Marx, der tilføjer, at den slags beløb simpelthen ikke er at finde i partikassen.

NPD er nemlig i forvejen i bekneb efter en række interne finansskandaler.

For to år siden blev partiet dømt til at betale en bøde på 870.000 euro (6,7 millioner kroner) for at have snydt med bidragskvitteringer. Nu bliver partiet bedt om at punge ud for at have anført forkerte oplysninger om partiformuen og statsstøtten i regnskabet.

Yderligere blev partiets tidligere kasserer sidste år idømt en fængselsstraf for skyldnersvig - en dom, der har udløst en magtkamp i partiet, som i weekenden kulminerer på en ekstraordinær kongres. NPD-formand Udo Voigt beskyldes for at være medskyldig i skandalen, og han ventes mødt af et kampvalg på landsmødet.

NPD's talsmand, Klaus Beier, har i dag på det kraftigste afvist, at NPD er ved at gå ned om og hjem.

Partiet får statsstøtte, fordi det er repræsenteret i to østtyske delstatsparlamenter, og det satser i morgen på at få forvaltningsdomstolen i Berlin til at dømme Forbundsdagen til at udbetale et tilbageholdt beløb i støtte.

/ritzau/dpa