Regeringen i Berlin har nået et kompromis om en asylpakke, oplyser SPD's formand, Sigmar Gabriel.

Berlin: Den tyske regering strammer landets asylregler i forlængelse af et større kursskifte de seneste måneder.

Det fortæller formanden for det socialdemokratiske parti SPD, Sigmar Gabriel, efter et møde torsdag aften, hvor man har indgået et kompromis i forhandlingerne om en asylaftale.

Blandt andet vil regeringen stramme reglerne for familiesammenføring, oplyser Gabriel ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Det betyder, at flygtninge, som er tildelt såkaldt "begrænset beskyttelse", ikke kan få familiesammenføring i to år.

Regeringens hensigt er at sende afviste flygtninge og migranter hurtigere hjem.

Det skulle være muligt, da regeringen torsdag har besluttet at kategorisere tre nordafrikanske lande som "sikre".

Således vil statsborgere fra Marokko, Algeriet og Tunesien, og som ikke har ret til asyl i Tyskland, blive sendt hjem hurtigt.

1,1 millioner mennesker ankom sidste år til Tyskland, hvis regering med forbundskansler Angela Merkel i spidsen bød alle flygtninge velkommen sidste sommer.

Før jul steg modstanden mod Merkels flygtningepolitik.

Seksuelle overgreb på et større antal kvinder nytårsaften i Köln, hvor en gruppe indvandrede stod bag, har medført øget modstand mod kanslerens åbne arme.

/ritzau/dpa