En tysk topgeneral siger søndag til mediet Welt, at Tysklands hær skal forberede sig på mulig krig.

Generalen, Carsten Breuer, mener, at EU står over for en krigstrussel for første gang siden afslutningen på Den Kolde Krig.

Han siger, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, viser tegn på at ville udvide den igangværende konflikt i Ukraine uden for det invaderede lands grænser.

»Hvis man ser på vurderingen af, hvilken potentiel militær trussel, Rusland udgør, betyder det, at vi har fem til otte år til at forberede os,« siger han til Welt søndag.

NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, bad lørdag europæiske lande om at producere flere våben til at hjælpe Ukraine i krigen mod Rusland og undgå, at den trækker ud.

Ruslands invasion af Ukraine har vist, at »fred i Europa ikke kan tages for givet,« sagde Stoltenberg blandt andet.