En aftale skal sikre, at migranter, der først er registreret i Italien, sendes tilbage dertil fra Tyskland.

Innsbruck. Tyskland håber at få en migrantaftale på plads med Italien inden udgangen af juli.

Det fortæller den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, onsdag efter et møde i østrigske Innsbruck med sin italienske modpart, Matteo Salvini.

Ifølge Seehofer vil embedsmænd fra de to lande mødes "meget snart" for at diskutere spørgsmålet.

- Vi vil forsøge at få det gjort i juli, siger Seehofer.

Han tilføjer, at kan det ikke lade sig gøre at få en aftale på plads inden udgangen af juli, så bør det være muligt i begyndelsen af august.

En aftale skal sikre, at migranter, der oprindeligt er registreret i Italien, sendes tilbage dertil fra Tyskland.

Efter onsdagens møde siger Matteo Salvini, at Italien ikke vil indgå nogen aftale med Tyskland, før EU gør mere for at sikre sine ydre grænser.

- Vi anmodede om og modtog støtte til at styrke de ydre grænser, til at gribe ind i Libyen, til at øge støtten til Afrika og til at reducere antallet af rejser (over Middelhavet, red.).

- Før vi tager imod en eneste migrant i Italien, så vil vi have, at Europa beskytter sine ydre grænser. Når det sker, kan vi tale om resten, siger han.

- Tyskland ønsker færre indvandrere. Jeg ønsker færre indvandrere i Italien, og der er 25 andre europæiske lande, som har gjort langt mindre end Italien og Tyskland.

Den italienske indenrigsminister tilføjer, at han og Seehofer deler "et fælles mål: færre ankomster, færre dødsfald og færre migranter i Italien såvel som i Tyskland".

Tysklands koalitionsregering blev i sidste uge enig om, hvordan landet skal forsøge at løse problemerne med personer, der søger asyl i Tyskland, efter at de er blevet registreret i et andet EU-land.

Ifølge aftalen skal en person, der har søgt asyl i et andet EU-land end Tyskland, afvises og sendes tilbage til det pågældende EU-land inden for to døgn.

/ritzau/AFP