Borgmesteren i den tyske by Köln, Henriette Reker, bliver slagtet på de sociale medier.

Det sker, efter hun kommenterede nytårsaftens masseovergreb, hvor 1.000 mænd delte sig op i mindre grupper og udsatte mindst 100 tilfældige kvinder for seksuelle overfald, røverier og perfide tilråb på byens banegårdsplads.

Da journalisterne på et pressemøde tirsdag spurgte Henriette Reker, hvordan kvinderne eventuelt kunne have beskyttet sig selv, svarede borgmesteren:

»Der er altid mulighed for at holde en vis afstand på mere end en armslængde. Så kan du sikre dig, at du ikke er alt for tæt på folk, du ikke kender, og som du ikke har et fortroligt kendskab til,« lød buddet fra Henriette Reker ifølge avisen The Guardian.

Det britiske medie skriver, at Kölns borgmester blev overrasket, da hun fik spørgsmålet om, hvordan kvinder kunne sikre sig mod overfald. Hun kæmpede så længe med at finde ord, at hun blev hylet ud af den.

Alligevel slipper borgmesteren ikke for en nådesløs medfart på de sociale medier efter udtalelsen:

Politikeren Christopher Lauer skrev blandt andet på Twitter:

»Jeg havde tænkt mig at true og forulempe denne kvinde, men satans! Hun er en armslængde væk fra mig,« tweetede Christopher Lauer.

Politiet har indtil videre modtaget mindst 100 anmeldelser fra kvinder, der er blevet forulempet. Anmeldelserne lyder på både seksuel chikane, tyveri, begge dele på samme tid og et enkelt tilfælde af fuldbyrdet voldtægt.

Gerningsmændene er ifølge det lokale politi af enten arabisk eller nordafrikansk oprindelse. Ingen ved indtil nu, hvorfor mere end 1.000 personer var samlet i det, der er blevet kaldt en 'sex-mob' af tyske medier.

Journalisten Alexander Nabert var også ude med riven efter borgmester Reker efter pressemødet:

»Den der med armslængden, er det en tommelfingerregel?,« skrev han på Twitter.

Twitter-brugeren Marie von den Benken var nådesløs i kritikken:

»Fru Reker, den der med en armslængde, lyder mere som én hjernecelle.«

Det er ikke kun Kölns borgmester, der får en hård medfart i medierne efter episoden. Det lokale politi bliver også beskyldt for en mangelfuld indsats nytårsaften.

Politimester Wolfang Albers afviser kritikken i de tyske medier og kalder episoderne 'en helt ny type kriminalitet'.