Omfang af angreb på Kölns hovedbanegård, hvor omkring 1000 aggressive mænd medvirkede, har chokeret Tyskland.

Borgmesteren i den vesttyske storby Köln har indkaldt politiets ledere til krisemøder, efter at omkring 80 kvinder har anmeldt seksuelle overfald og seksuel forulempelse fra hundredvis af mænd nytårsaften.

Angrebenes omfang på Kölns hovedbanegård, hvor omkring 1000 fulde og aggressive mænd medvirkede, har chokeret Tyskland.

»Det er en helt ny dimension af kriminalitet,« siger politichef Wolfgang Albers ifølge BBC, som med henvisning til en række tyske medier oplyser, at mændene var af arabisk eller nordafrikansk udseende.

En politimand, der tilbageholdt otte mistænkte nytårsaften, siger til avisen Express, at "de var alle asylansøgere."

Angrebene i Köln skete nær byens berømte domkirke, fremgår det af tyske medierapporter.

De fleste overfald blev anmeldt som røverier, men et stort antal kvinder er efter alt at dømme blevet seksuelt forulempet.

Området ved Kölns domkirke er berygtet for at være fyldt med tyve og lommetyve, men politiet finder det meget foruroligende, at angrebene nytårsaften øjensynligt var organiseret.

Omkring 1000 unge mænd ankom til området i store grupper. Angiveligt havde de en klar hensigt om at foretage angreb på kvinder. I Hamburg skete noget lignende i kvarteret ved St Pauli.

Politiet mener, at en del kvinder blev overfaldet, men at de ikke har melde det.

En politiker siger, at det blot er toppen af isbjerget, og der er bekymring for, hvad er vil ske til februar i forbindelse med druk og gadefester i karnevalstiden i februar.

Kölns borgmester, Henriette Reker, kalder angrebene for "afskyelige".

»Vi kan ikke tillade, at dette bliver et lovløst område, siger hun og påpeger, at besøgende ikke skal komme til Köln med en frygt for at blive overfaldet.«

Den tyske justitsminister, Heiko Maas, skriver på Twitter, at "alle de skyldige må retsforfølges."

Politiet er ved at efterforske sagen og studerer blandt andet overvågningsvideoer og optagelser fra mobiltelefoner.

/ritzau/