Mindst 250.000 er fordrevet fra deres hjem efter kæmpe eksplosion i Beirut. Søndag vil lande mødes om støtte.

Tyskland vil give 10 millioner euro i nødhjælp til Libanon som en del af en hjælpepakke efter en katastrofal eksplosion tirsdag. Det svarer til knap 75 millioner danske kroner.

Det melder udenrigsminister Heiko Maas i avisen Bild am Sonntag ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Beiruts befolkning har brug for vores hjælp, og de har brug for håb, siger Maas til avisen.

Den enorme eksplosion i Beiruts havn dræbte mindst 158 og sårede 6000.

Mellem 250.000 og 300.000 er blevet fordrevet fra deres hjem, og massive ødelæggelser i hele byen føjer til landets i forvejen dybe økonomiske krise.

- Den slags tal er chokerende. Jeg er glad for, at jeg i dag kan bekræfte, at yderligere 10 millioner euro fra den tyske regering er på vej til nødhjælp, siger Maas til Bild ifølge dpa.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er søndag vært for en international videokonference med henblik på at finde yderligere støttemidler til landet.

Den ventes at finde sted klokken 14.00 dansk tid, melder kilder tæt på den libanesiske regering.

Macron besøgte torsdag Beirut, hvor han forsikrede vrede indbyggere om, at hjælp til at genopbygge byen ikke vil havne i "korrupte hænder", berettede det franske nyhedsbureau AFP.

FN har advaret om risikoen for en humanitær katastrofe i Libanon efter den kolossale eksplosion, skriver det britiske medie BBC.

Landet var i forvejen økonomisk i knæ med stor arbejdsløshed og en udhulet valuta. Cirka hver tredje libaneser står uden arbejde, og over en million lever under fattigdomsgrænsen.

/ritzau/