Tysklands indenlandske efterretningstjeneste undersøger påstande om, at to højtstående embedsmænd, der arbejder i økonomiministeriet, kunne have spioneret for Rusland.

Det skriver The Guardian, som henviser til Die Zeit.

Ifølge Die Zeit, der er bekendt med de mistænktes identitet, har embedsmændene siddet i nøglestillinger og været tæt involveret i energiforsyningsspørgsmål.

De menes at være pro Rusland og mistænkes altså for at forsøge at forhindre den tyske økonomiministers, Robert Habeck, politik i løbet af de forgangne måneder.

Det var angiveligt medlemmer af Die Grünen, som Robert Habeck er en del af, der indgav en klage.

Ifølge Die Zeit blev de mistænkte undersøgt i en sådan grad, at man mener at have fundet ud af, at de har »en følelsesmæssig tilknytning til Rusland« – blandt andet efter at have studeret i landet.

Præcis, hvad de mistænkte embedsmænd påståes at have gjort, er endnu uvist.

Holger Stark, der er sikkerhedsekspert hos Die Zeit, mener, at det ville være en »fiaske for den tyske regering og en triumf for Kreml, som ville have formået at placere en eller endda flere muldvarpe så højt oppe«, hvis påstandene skulle gå hen og blive bekræftet.