Lyt til artiklen

I maj kunne handelsdata løfte sløret for Tysklands første handelsunderskud i mere end 30 år, hvilket betyder, at landet havde importeret mere end det havde eksporteret.

Det er tal, der for alvor bekymrer Andreas Nölke, som er professor i statskundskab ved Goethe Universitet i Frankfurt – det på trods af, at tallene allerede i juni var rekordhøje igen.

»Globalt er der ingen økonomi, der er mere udsat for ændringerne i globaliseringen end Tyskland,« fortæller han til DW.

Han mener ellers, at Tyskland var et af de lande, der har kunnet drage størst fordel af globaliseringen. De seneste år, der har budt på både handelskrige og stigende spændinger mellem Vesten og Kina, forsyningsproblemer som følge af coronapandemien og senest krigen i Ukraine har alle rykket på det, meget af Tysklands velstand er baseret på.

»Men nu kan du se, at dataene omkring globaliseringen langsomt, men støt falder. Jeg tror, ​​Tyskland er i problemer,« fortæller Andreas Nölke.

I sin bog 'Eksportisme: Det tyske stof' argumenterer han da også for, at Tyskland er blevet for afhængig af sin magtfulde eksportbase og har brug for en ny økonomisk model for at imødekomme kravene fra en global kontekst i forandring.

Ifølge DW mener flere økonomer også, at de rekordhøje handelstal fra juni kan tilskrives de stigende priser og voldsom inflation, snarere end at tysk eksport er ved godt helbred.

Tyskland er verdens tredjestørste eksportør – og den største i Europa – lige i hælene på Kina og USA, der indtager første- og andenpladsen.