Martin Selmayr har sagt til kommissionsformandskandidaten, at han forlader sig job i næste uge.

Tyskland er det største og mest magtfulde land i EU, og det vil ikke gå, hvis både den politiske og administrative ledelse i EU-Kommissionen er tysk.

Sådan lyder kommissionens generalsekretær Martin Selmayrs ræsonnement.

Den 48-årige tysker vil forlade sin post med udgangen af næste uge. Det bekræfter han over for mediet Politico.

Det er udsigten til, at den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, senere tirsdag af Europa-Parlamentet bliver udnævnt til formand til EU-Kommissionen, der får den magtfulde embedsmand til at varsle sin opsigelse.

Tyskland har ikke haft den politiske toppost i EU-Kommissionen siden 1960'erne. Dengang var det europæiske samarbejde et helt andet end i dag.

Martin Selmayr, der stod bag kommissionsformand Jean-Claude Junckers bestræbelser på at blive chef i 2014, fortæller til Politico, at han bad Ursula von der Leyen om at viderebringe dette budskab til parlamentet.

- Jeg sagde til hende, at det vigtigste nu er, at hun vinder denne afstemning, siger Selmayr.

Von der Leyen skal bruges 374 stemmer for at blive valgt til formand. Hun blev tidligere i juli nomineret til posten af EU's stats- og regeringschefer.

Martin Selmayr er i offentligheden nok mest kendt for forløbet omkring hans egen forfremmelse til generalsekretær i februar 2018.

Den har været genstand for bred kritik og en undersøgelse af EU's ombudsmand, som har udtalt kritik af forløbet. Men EU-Kommissionen har afvist, at der skete fejl.

Kritikere mener, at forløbet omkring forfremmelsen, som reelt skete på et øjeblik ved et lukket møde, var uacceptabelt.

/ritzau/