I øjeblikket kommer der tusindvis af flygtninge ind i Europa. Ifølge FN har flere end 300.000 flygtninge og migranter krydset Middelhavet ved udgangen af august.

I flere europæiske byer har borgere de sidste dage stået klar til at tage imod de nye flygtninge. Med bannere, mad, vand og smil.

Men det er ikke kun mennesker med gode intentioner, der står klar til at byde flygtningene velkommen. Det gør også radikale islamister. Og det har nu fået den tyske sikkerhedstjeneste til at advare om, at islamisterne forsøger at rekruttere de flygtninge, der i disse dage ankommer til Europa.

Ifølge det norske medie vg.no, der refererer til det tyske medie Die Welt, opsøger radikale islamister flygtningene, når de ankommer til München. Formålet er at forhindre, at de integrerer sig, og da størstedelen af flygtningene kommer fra muslimske lande, ser de lokale islamister på dem som potentielle tilhængere.

Ifølge vg.no har den berygtede tyske konvertit og islamist, Pierre Vogel, offentliggjort en liste med råd til, hvordan andre islamister kan nærme sig flygtningene. Blandt andet råder han sine tilhængere til at kortlægge alle de flygtninge, der er i nærheden for herefter at opsøge dem.

Islamisten råder også sine tilhængere til at tage gaver med til flygtningene, som jo er flygtet fra alle deres ejendele. Gaverne skal bruges til at vinde deres hjerter, forlyder det. Hvis personalet på modtagecentrene nægter islamisterne adgang, er opfordringen fra Pierre Vogel, at de i stedet skal opsøge moskeer, hvor flygtningene formentlig tager hen for at bede.

Det er dog ikke kun i München, at det sker. Rapporter beskriver, hvordan salafister i Hamborg er begyndt at dele koraner ud på modtagecentre.

Onsdag advarede også den danske efterretningstjeneste om, at ekstremister kan skjule sig blandt de mange flygtninge fra især Syrien og Irak, men understreget dog, at chancen er lille.

»PET er opmærksom på, at der blandt flygtninge fra Syrien og Irak kan være personer, der sympatiserer med militant islamisme, og som kan tænkes at agere på opfordringerne i den militant islamistiske propaganda til at rette angreb mod lande, der deltager i den internationale koalition mod IS, herunder Danmark, skriver PET i pressemeddelelsen.«

PET påpeger dog, at et stort antal af de flygtninge og migranter, der i øjeblikket krydser de danske grænser, flygter fra militant islamistiske grupper og derfor som udgangspunkt næppe vil have sympati for militant islamisme.